Her er samlet de smådyr, jeg har mødt på min vej i forbindelse med fotografering af sommerfugle i Bøtøområdet. Det vil sige øvrige insekter og edderkopper (spindlere). De fleste smådyr er meget nemme at fotografere, da de ikke er menneskesky i samme grad som sommerfugle. Af samme grund kan det være en meget god ide at øve sig på nærfotografering af insekter netop på disse smådyr og lære sit kamera bedre at kende.
Interessen for smådyrene opstår naturligt, når man vandrer i naturen og leder efter sommerfugle. Man møder dem tit på de samme steder og ofte også på de samme blomster som sommerfuglene. Personligt blev jeg fascineres af deres mangfoldighed, og langsomt opstod der et ønske om kende deres navne og levevis. Indimellem løber man også ind i nogle eksemplarer, der er sjældne for landet eller for området, hvilket skærper interessen. Med Bøtøs placering på Falster nær Danmarks sydligste punkt, er det ikke overraskende, hvis der af og til ses nye sommerfugle og andre insekter, som gæster os sydfra.
Arterne er vist i grupper iht. den officielle insektgruppering. For hver gruppe er der et præsentationsbillede. Klik på dét eller på gruppenavnet, så vises der et galleri af de forskellige arter i gruppen. Alle billeder i galleriet vises i stort format ved et klik på billedet. Tekst til lille eller stort billede i galleriet popper op, når markøren hviler på billedet.
Græshopper er en insektgruppe med i alt 38 danske arter omfattende egentlige græshopper, fårekyllinger og jordkrebs. De grupperes efter antennernes længe i langhornede og korthornede græshopper. Græshoppers livscyklus består af tre faser: æg, nymfe (ung) og voksen. Overvintringen sker i ægstadiet, og nymferne kommer frem i maj/ juni og gennemgår et antal (artsbestemte) stadier, før de bliver voksne. De voksne dør i slutningen af året
24 Billeder
Guldsmede er en insektgruppe med i alt 53 danske arter omfattende ægte guldsmede og vandnymfer. Deres livscyklus består af tre faser: æg, larve (kaldet nymfe) og voksen. Æg lægges på vandplanter eller direkte i ferskvand. Medmindre de overvintrer, klækkes æggene i løbet af to til fire uger. Varigheden af nymfestadiet varierer fra art til art og er afhængig af temperatur og fødemængde. Og udviklingen til voksent insekt sker gennem 10-15 hudskifter.
6 Billeder
Biller er en insektgruppe med ca. 3.700 danske arter – de fleste meget små. De har næsten altid mere eller mindre hårde og faste forvinger – kaldet dækvinger, der slutter tæt om en del af rygsiden, når dyret ikke flyver. Bagvingerne er klare flyvevinger, der i hvilestilling ligger foldet sammen under dækvingerne. Billers livscyklus består ligesom for sommerfugle af fire faser: æg, larve, puppe og voksen.
47 Billeder
Næbmundede er en insektgruppe med ca. 550 danske arter omfattende tæger, cikader og bladlus. Deres munddele er nærmest en snabel, der bruges som en kanyle, hvorigennem der opsuger saft fra værtsplante eller byttedyr. Tægers livscyklus består af tre faser: æg, nymfe (ung) og voksen. Nymfen gennemgår normalt 5 hudskifter/stadier, før de bliver voksne. De fleste tæger har vinger, men flyver sjældent.
20 Billeder
Årevingede er en af største insektgrupper med ca. 5.000 danske arter omfattende bl.a. bier, hvepse og myrer. Vingerne har et kompliceret mønster af årer - heraf gruppens navn. Deres livscyklus består ligesom for sommerfugle af fire faser: æg, larve, puppe og voksen. Hunnerne har en læggebrod, som bruges ved placering af æggene. Hos de mest avancerede former, bier, humlebier og gedehamse, er den omdannet til en stikkebrod, der anvendes til forsvar
21 Billeder
Tovingerne er en insektgruppe med ca. 4.500 danske arter omfattende fluer, myg, og stankelben. Insekter har normalt 4 vinger, men hos de tovingede er de bageste vinger omdannet til nogle små svingkøller (haltere), som snurrer rundt når de flyver, og hjælper med til at holde balancen i luften - en slags gyro. Og de er fremragende flyvere. Larverne er maddiker - dvs. at de mangler ben og er oftest blege og blinde.
19 Billeder
Netvinger er en insektgruppe med 56 danske arter- især repræsenteret ved familierne Guldøjer og Myreløver. Navnet netvinger hentyder til vingernes ribber, der oftest danner et tæt netværk. Vingerne består af to par ret ens vinger, som i hvile holdes tagstillet, dvs. at de ligger på højkant hen over bagkroppen. Netvingernes livscyklus består af fire faser: æg, larve, puppe og voksen. Larverne er rovdyr, som lever på land eller i ferskvand.
4 Billeder
Spindlere er ikke insekter, men har deres egen artsgruppe med i alt 560 danske arter. Og de har 8 ben - insekter har 6 ben. Nogle edderkopper fanger deres bytte i et spindelvæv (ofte hjulformet), mens andre løber deres bytte op efter at have siddet stille og ventet på, at det skal komme inden for rækkevidde. Edderkopper lægger æg i et spind/kokon, hvori de overvintrer enten som æg eller udklækket. Efter spind/kokon-stadiet gennemgår edderkopper fem til ti hudskifter, før de bliver kønsmodne
18 Billeder