Sommerfugle er nogle smukke insekter. Alle kender de store, flotte sommerfugle, som vi ser i vore haver. Især hvis man har en Sommerfuglebusk (Buddleja) i blomst – så er der ofte rigtig mange. I Danmark er der cirka 70 forskellige dagsommerfugle, hvoraf vi kun møder et fåtal i vore haver – resten skal opleves i den danske natur. Det vil sige i skove, på heder, i grøftekanter, ved strande, på enge, i moser osv.
Glæden ved Sommerfuglekiggeri
At kigge på sommerfugle er en sund fritidsaktivitet. Som såkaldt kratlusker får man motion og frisk luft samtidig med, at man har en positiv naturoplevelse. Man vil også opdage, at der er mange sommerfugle i naturen, som man overser, hvis man ikke direkte søger efter dem. Det gælder især de mindre sommerfugle som f.eks. de forskellige Blåfuglearter. Endvidere vil ens nysgerrighed også tit medføre, at man opsøger spændende naturområder, man ellers aldrig ville besøge (Galleri af nogle små sommerfugle).
Fotografering af Sommerfugle
Som nybegynder er det ved første øjekast svært at skelne den ene sommerfugl fra den anden. Det er derfor nærmest, en selvfølge, at man gerne vil have et billede af ”dyret” med hjem – til senere bestemmelse. Jo tættere man kan komme på ”dyret”, jo bedre billede kan man få. Man behøver ikke et dyrt systemkamera og avanceret ekstraudstyr, men blot et almindeligt, allround digitalkamera. Dog skal det foruden zoom helst have en såkaldt makrofunktion, så man kan fotografere motivet på meget kort afstand. I mangel af kamera kan man benytte sin mobiltelefon.
Tips til Sommerfuglefotografering
Med tiden lærer man hurtigt nogle tommelfingerregler for kratluskeriet. Mine erfaringer er følgende:
- Sommerfugle foretrækker godt vejr. Regn og kraftig blæst er ikke deres favoritvejr, og de vil søge mod steder, hvor der er læ. Blæsevejr gør fotografering vanskelig, da de sommerfugle, som f.eks. søger nektar i blomster, vil svaje som vinden blæser.
- De bedste billeder fås ved delvis solskin og overskyet vejr. Det bløde lys er tit bedre end det hårde sollys på skyfri dage.
- Det bedste tidspunkt på dagen er formiddagen – og gerne tidligt. Sommerfugle bliver mere flyvske og sky op ad dagen. Næstbedst er eftermiddagen. Den høje middagssol giver vanskelige lysforhold. I øvrigt holder mange sommerfugle også en middagspause, især i meget varmt vejr.
- Undgå hurtige bevægelser. Sommerfugle er meget sky og skræmmes nemt op ved pludselige bevægelser og forandringer i lys og skygge. Derfor skal man altid nærme sig dem langsomt, i lav højde og uden at kaste skygge på dem. Nærmest som en kat, der med rolige og glidende bevægelser sniger sig ind på sit bytte.
- Vælg den “rigtige” påklædning. Sommerfugle skræmmes nemt op ved selv små ændringer i omgivelserne. Derfor man skal man undgå påklædning, som afviger for meget ift. naturens farver. Det vil blandt andet sige, at man skal undgå skrigende farver.
- Vær tålmodig. At bringe sig i den rigtige position og komme tæt på sommerfuglen kræver øvelse og stor tålmodighed. Nogle sommerfugle er mere sky end andre, og visse situationer er ofte bedre end andre. F.eks. når sommerfugle søger nektar på en blomst, er de ofte nemmere at nærmere sig, end hvis de er rastende.
- En egentlig “jagt” kan være den sidste udvej. I situationer hvor sommerfuglen er meget sky og flygter konstant, er man nærmest nødt til nænsomt at ”jage” den fra sted til sted for at få et billede i kassen. Og så kan man efter en lang “jagt” opleve, at den nærmest har vænnet sig til sin stalker, og til sidst poserer og næsten siger ”så tag dog dét billede, så jeg kan få fred”.
- Det kan kræve mange forsøg. Hvis man går efter at få en samling flotte motiver af sommerfugle, kræver det – udover en rolig hånd – ofte mange forsøg, før man har det ”rigtige” billede i kassen. Derfor, tag altid flere billeder af motivet – hvis muligt. Med lidt øvelse og et godt kendskab til sit kamera, bliver resultatet klart bedre.
- De bedste billeder opnås i ”øjenhøjde” med sommerfuglen eller i endnu lavere position, så man nærmest fotograferer opad. Et stykke blå himmel tilfører billedet en ekstra dimension. Med tiden kan man eksperimentere med fotografering i modlys eller sidelys, som fremhæver sommerfuglen på en anden måde (Billedeeksempler).
Mere viden om Sommerfugle
En god sommerfuglebog er uundværlig for at bestemme, hvad man har fået i kassen. Der findes mange bøger i handel – både for begyndere og for øvede. Hvis du er i tvivl, så start med at låne nogle på biblioteket. Er dit billede taget med mobiltelefon, kan du på stedet få et rimeligt godt bud på din ”fangst” ved brug af Google Lens.
Man kan også søge hjælp på nettet. Et udmærket sted, som kan anbefales, er hjemmesiden https://www.naturbasen.dk, hvor man kan stille spørgsmål i forum og få artsbestemt sin sommerfugl – eller for den sags skyld ethvert fund af dyr og planter i den danske natur. Mange naturinteresserede brugere er mere end villige til at hjælpe.
Sommerfugle i egen Have
Er du haveejer, og ønsker du at få besøg af mange sommerfugle, kan du gøre haven mere tiltrækkende for dem og andre insekter. Danmarks Naturfredningsforening (DN) har mange gode råd for, hvordan man bedst hjælper vort dyreliv i egen have. Blandt andet ved at anlægge en Sommerfuglehave. Det gør livet nemmere for sommerfuglene, og du får en blomsterrig have, hvor du kan nyde det smukke syn af de gæstende sommerfugle. Du finder DN på hjemmesiden https://www.dn.dk.